Traumer og kriser

Det hører med til livet, at vi ind imellem oplever belastninger. Men belastninger forekommer i forskellige grader lige fra almindelige forbigående belastninger til livskriser og regulære traumer.

Hvis du selv står midt i nogle belastende omstændigheder, eller du har oplevet noget meget voldsomt, kan det måske netop forstås som en krise i livet eller et traume.

Kriser

Der kan være forskellige begivenheder i livet, der kan medføre at vi oplever en krise.

Det kan være et sammenfald af belastende omstændigheder, eller det kan være en særlig udfordrende livssituation som fx skilsmisse, fyring eller alvorlig sygdom hos én selv eller ens nære.

Der kan også være særlige tidspunkter eller perioder i livet, som kan udløse en livskrise, eksempelvis overgangen fra ung til voksen, når børnene flytter hjemmefra, overgangs alderen eller overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelsen.

Der vil ofte være mange plagsomme tanker og bekymringer, der hele tiden presser sig på, søvnen kan være forringet, og der kan være følelser af tristhed, irritation eller ængstelse.

Traumer

Et traume er karakteriseret ved, at man har oplevet en særdeles voldsom hændelse, hvor man har haft oplevelsen af at være i livsfare eller i fare for at komme alvorligt til skade, eller at man har været vidne til dette hos et andet menneske.

Det er vigtigt at understrege, at i forståelsen af psykologiske traumer, er det i sidste ende den subjektive oplevelse af hændelsen, der har betydning for om man kategoriserer oplevelsen som et traume.

Eksempelvis hvis man har været udsat for et væbnet røveri og blevet truet med en pistol, og dermed haft en oplevelse af at være i livsfare, men efterfølgende finder ud af at pistolen var en attrap.

PTSD

Det er ikke alle, der udsættes for traumer, som udvikler PTSD - Post Traumatic Stress Disorder. PTSD er en psykiatrisk diagnose, som stilles, når forskellige kriterier er opfyldt. Det betyder, at det at have oplevet et traume, og det at have en PTSD-diagnose ikke er det samme.

Kriterierne for PTSD indebærer bl.a., at man har genoplevelsessymptomer som fx flash backs, hvor man “er der igen”, som mareridt om hændelsen eller erindringer, der konstant eller ofte trænger sig på. Derudover udvikles der typisk undgåelsesadfærd i forhold til alt, der minder om traumet.

Ligeledes kan der være manglende hukommelse om den traumatiske hændelse eller vedvarende oplevelse af alarmberedskab i form af høj vagtsomhed, tilbøjelighed til at fare sammen, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, irritabilitet eller vredesudbrud.

Kompleks PTSD

I dag er der kommet mere fokus på fænomenet “kompleks PTSD”.

Kompleks PTSD har ikke tidligere været en del af de psykiatriske diagnoser ICD 10, men en ny version er på trapperne (ICD 11) og i denne har man medtaget diagnosen “kompleks PTSD”.

Ved kompleks PTSD vil man have udviklet PTSD på baggrund af gentagne traumer og svigt.

Eksempelvis kan der være tale om kompleks PTSD, hvis man gennem sin opvækst har levet med gentagne svigt og overgreb, som giver én symptomer som flash backs, mareridt samt angst og undgåelse for bestemte steder knyttet til episoderne.

Psykoterapeutisk behandling ved kriser og traumer

I psykoterapeutisk behandling kan vi naturligvis ikke ændre på det, du har oplevet, og vi kan ikke ændre direkte på de ydre omstændigheder, der belaster dig.

Men det er vigtigt at understrege, at man gennem terapi fx kan ændre sin opfattelse af traumerne, så man bedre kan leve med dem samt arbejde med at passe bedre på sig selv og blive bedre til at manøvrere i det svære.

I terapien vil du have et fortroligt og trygt rum, hvor der er plads til at tale om de svære tanker og følelser, der plager dig.

Derudover vil vi have fokus på, om du er blevet fanget i nogle tanke- og adfærdsmæssige fælder i forsøget på at håndtere belastningen, og sammen vil vi arbejde med at finde strategier, som du kan afprøve og øve, så du bedre kan balancere i det svære, og få plads til det i livet som er vigtigt og givende for dig.

Ud over almindelig samtaleterapi vil vi kunne lave oplevelsesorienterede øvelser, som har til formål at slippe traumerne.

Bliv ringet op

Vil du vide, om et forløb hos os er noget for dig?

Bliv ringet op for en uforpligtende samtale.

Mød psykologerne

Seniorpsykolog og partner

Autoriseret psykolog, Cand. Psych. Aut.

Lital Cohen

Seniorpsykolog og partner

Autoriseret psykolog, Cand. Psych. Aut., Specialist i psykoterapi

Signe Malmose